Børn af bøger: Daniel Boysen, forfatter

Jeg hedder Daniel Boysen, og jeg er forfatter til bl.a. romanen Fordi ilden er vores. Desuden arbejder jeg som litteraturformidler på Dokk1, er daglig leder af Litterær Lounge og medarrangør hos LiteratureXchange.

Modsat, hvad man måske forestiller sig om en forfatter, er jeg ikke barn af bøger, fordi praktiske gøremål indtog den vigtigste plads i hverdagen.

Det eneste tidspunkt gennem min barndom, hvor bøgerne kom på banen, var, når jeg skulle på potten. Min farmor læste den ene pixibog efter den anden, for at jeg kunne komme gennem denne nødvendige del af tilværelsen. Mit forhold til litteratur var nærmest fraværende gennem min opvækst, ikke fordi de voksne ikke læste, men fordi vi var en del af et landbrugs- og arbejdermiljø, hvor det praktiske kom forud for alt andet. For eksempel i høstperioder, hvor der blev arbejdet til klokken 4 om natten, efterfulgt af nogle timers søvn og så bare i gang igen. Der var ikke, hverken fysisk eller psykisk, rum til at læse.

Daniel foran familiens gård.

Min læselyst startede nærmest tilfældigt som 21-årig, da jeg gik rundt på hovedbiblioteket i Aarhus og fandt Per Petterson.

Gennem hele min opvækst har jeg været nysgerrigt anlagt. Det har altid interesseret mig meget, hvordan verden hænger sammen – ofte med et praktisk forsøg for øje: ”Hvis jeg gør sådan, hvad sker der så.” Når man er barn af landsbyen og landbruget, er det måske et grundvilkår, at man er nysgerrig på, hvordan verden fungerer omkring, hvis man ikke skal kede sig for meget.

Da jeg flyttede til Aarhus for at studere, fandt jeg stadig ikke den store lyst til at læse. Selvfølgelig blev jeg underholdt, fik nye erfaringer og blev inspireret af fx Svend Åge Madsen og Inger Christensen. Men den fornøjelse blev ofte ødelagt, når vi skulle gennemtæske teksterne i en akademisk fortolkning. Glæden forsvandt altid, når vi pillede teksterne fra hinanden, så det passede ind i teoretikernes univers.

Men en dag skete det, mens jeg vandrede på biblioteket, at jeg fandt en kategori med navnet ”sidegaden”. Der var en masse litteratur, som jeg ikke havde hørt om på universitetet, og der fandt jeg Per Pettersons Jeg nægter. Det er en af de første bøger, jeg har læst for min egen skyld, og jeg blev med det samme betaget af fortællingen. Min læseoplevelse var nok, og den skulle ikke gøre andet end at være min. I det øjeblik fandt jeg et fællesskab i ordene, som jeg ikke tidligere havde oplevet. Siden har jeg genlæst en del af de bøger, vi skulle arbejde med på studiet og fundet den samme glæde dér.

Daniel, en voksen af bøger.

Jeg er ikke barn, men voksen af bøger.

Selvom det nok allerede er tydeligt, vil jeg gerne understrege, at jeg ikke er barn, men voksen af bøger. Det er noget, som er kommet relativt sent ind i mit liv. Jeg tror, en af grundene er, at det er besværligt (i positiv forstand) at læse. Det kræver ens fulde opmærksomhed, og man kan ikke lave andet på samme tid; man skal give sig hen til det univers, bogen præsenterer – og det går jo ikke, når man fx skal sortere roer, opgrave kartofler eller være med til at høste.

Som voksen har jeg fundet en ro i litteraturen, hvor opdateringer, klovnepræsidenter og andre stressfaktorer ikke betyder noget. Litteraturen er en lindring mod alle de informationer, hjernen hele tiden skal arbejde med. Samtidig er det en fantastisk mulighed for at undersøge, hvordan livet også kan se ud.