Boganmeldelse: Solstål af Mike McCormack

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget. Bogen kan købes for DKK 239,- hos Willamdam.dk lige her.

Titel: Solstål

Forfatter: Mike McCormack

Oversættelse: Signe Lyng
Udgivelsesår: 2018 (på dansk)

Sideantal: 269

Forlag: Forlaget THP

Kan man overhovedet læse en bog uden punktummer og uden afsnitsinddeling, hvor tankerne bare kører i en lind strøm, og bliver man ikke forpustet af at læse og læse uden nogen mulighed for at stoppe og absorbere den linje, man lige har sluppet, og hvordan kan man vide, hvor man kan sætte sit bogmærke og holde en pause, så søvnen kan indfinde sig

Og og

Kommer jeg nogensinde igennem denne vanvittige turbulente strøm af tankemylder, som ikke tilhører mig

Ja

Sådan ser det nogenlunde ud, når Mike McCormack lader sin hovedperson, den midaldrende ingeniør og familiefar, præsentere sit liv gennem et tempofyldt tankeflow. Uden anden tegnsætning end de kommaer der flagrer rundt, som det passer dem og lejlighedsvise tankestreger, lærer vi Marcus Conway at kende. Forfatteren skaber et virkelighedsnært portræt af hovedpersonen, hvis tanker når at runde alt det, der optager os i løbet af en dag, og alle de snørklede veje en tankestrøm bevæger sig ned gennem. I løbet af en enkelt eftermiddag reflekterer Conway over sit liv, ægteskab, familiekonstruktion, arbejde, politik og verdenssituationen. Han gennemtænker især over sin rolle som far og betragter sine voksne børn som et evalueringsredskab, der kan fortælle ham, hvad han gjorde godt og hvor, han har forsømt sin opgave.

“ingen af dem kunne have gættet det kaos af følelser og ærgrelse der plagede mig, for aldrig

   havde faderskabets konsekvenser og alt hvad dertil hørte, vejet så tungt på mine skuldre som i det øjeblik med

     min nervøse bekymring for at jeg på en eller anden måde kunne være ansvarlig for det på væggene derinde i galleriet bag mig, en knugende frygt inde i mig der i sin komprimerede kerne rummede to årtiers konsekvenser, så det nu stod klart for mig at hele denne aften måske var intet mindre end en fuld revurdering af mig selv som mand og far, hvilket jeg bestemt ikke havde regnet med da jeg satte mig i bilen tidligere på aftenen og kørte de små hundrede kilometer til galleriet, at jeg bevægede mig imod denne regnskabets time, fordi jeg som enhver anden mand, var gået gennem livet uden den store selvransagelse, havde taget retten til et liv i fred for den slags forfølgelse for givet, som noget jeg måske havde bemærket tilfaldt andre, men ikke var en indre kulegravning jeg nogensinde ville have forventet selv at måtte foretage, men nu ikke desto mindre stod her som offer for på en måde der udsprang af en sitrende nerve indeni der blev ved med at spørge

havde jeg svigtet min datter”

Undervejs afbrydes tankestrømme om hverdage med familieliv og betonleverancer af de nyheder, han husker som baggrundsstøj i sit levede liv: to lig er fundet, fugleinfluenzaen raser og Irakkrigen er på sit højeste.

Det er en bog på 270 sider, og jeg havde indledningsvis de tanker, som er enhver læsers frygt; “kommer jeg nogensinde igennem den her?,” men efter at have tvunget mig selv igennem de første 40-50 sider vænnede jeg mig både til Mike McCormacks vilde tankeflow og begyndte også at nyde alle de veje, vi sammen gik ned af. Jeg oplevede også, hvordan det, der forekom tempofyldt efterhånden fik en ro og fintfølende stilhed, og forfatteren skriver med en overbevisende umiddelbarhed og filosofisk dybde.

“og jeg var lettet og også stolt af hende for

      hendes selvtillid er en af de ting jeg altid har set som bevis på at jeg har været en nogenlunde hæderlig far, et ægte tegn på at hun har vokset sig stærk og ikke uden videre lader sig blæse omkuld af hvad livet nu end måtte udsætte hende for”

Det er min første oplevelse med en hel bog af stream of consciousness, og det føltes meget intimt og rørende at følge Conways tankestrøm. Der forekommer indimellem lange, detaljerede beskrivelser af ingeniørarbejdet, og her matte jeg tvinge mig selv igennem i modsætning til de stærke beskrivelser af rollen som far og ægtemand.

Det er en bog, der stiller høje krav til sin læser, og den kræver indledningsvis en stålsat vilje for at passere den forhindring, det er at læse uden pauser i form af punktum eller afsnitsinddeling. Forfatteren har ikke meget tilovers for grammatiske regler, og hvis kommapolitiet har været på spil, ja, så har Mike McCormack i al fald givet dem den grimme finger. Men for den læser, der lykkes med at passere forhindringen, venter et stærkt og udtryksfuldt værk, som bør læses for sin kreative fortolkning af, hvad en bog er.

“og det der kommer til verden som bjælker og beton og sten for

   det er mit arbejde

   det er det jeg tror på”