mandag den 16. oktober 2017

Harry Potter Festival i Odense 2017

Billedmaterialet tilhører Odense Bibliotekerne, som står bag festivalen.
Nu er jeg jo ikke den store Harry Potter-ekspert, men det skal ikke forhindre mig i at tippe om, at det igen er blevet tid til alletiders festival. Jeg hentyder selvfølgelig Harry Potter Festivalen i Odense, hvor Odense Bibliotekerne igen i år er gået sammen med kulturinstitutioner, virksomheder og andre samarbejdspartnere om at forvandle Odense til et magisk Potter-univers. 

Festivalen finder sted
tors. d. 19. okt. – lør. d. 21. okt.
Der er et væld af magiske og fantasifulde aktiviteter. Du kan lave din egen kappe i Madam Malkins Kappeværksted og en tryllestav i Merlinsværksted, lære besværgelser af Professor Filius Flitwicks hjælpere, deltage i Hogwarts' efterårsbal eller slentre en tur ned ad Diagonalstræde.


Du finder programoversigt, kort over byen og meget mere på festivalens hjemmeside lige her

Rigtig god fornøjelse!

søndag den 15. oktober 2017

Seks anbefalinger til højtlæsning i efterårsferien

[Nogle bøger er sponsoreret i form af anmeldereksemplarer] Træet, dyrene og os er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Mumitrolden er et anmeldereksemplar fra Bog&Idé. Vinden i piltræerne er købt for hårdtjente penge. Snøvsen er et anmeldereksemplar fra Bog&Idé. Harry Potter er en gave fra Odense Bibliotekerne i anledning af Harry Potter Festival. Skammerens datter er købt for hårdtjente penge.
Efterårsferie er for mange lig med familietid med ture i regnvejrsvåde skove, og efterfølgende sofahygge for hele familien. Derfor anbefaler jeg seks velegnede højtlæsningsbøger til de kolde og hyggelige eftermiddage i ferien. Som en sidenote vil jeg lige tilføje, at man altså ikke behøver at have børn, for at tage en højtlæsningskultur til sig. Jeg er sikker på, at jeg ikke taler over mig, når jeg siger, at de fleste voksne faktisk også nyder at lade sig synke ned i varme tæpper og puder til lyden af en god historie. Det er i al fald en anvendt hyggetaktik herhjemme – især når jeg skal anmelde bøger, som skriger på højtlæsning. Faktisk nyder vi det i en sådan grad, at min kæreste blev lidt sur på mig, da jeg en dag havde læst videre i Snøvsen uden ham – undskyld igen!

Snøvsen af Benny Andersen

Den første bog er min egen personlige favorit fra barndommen. Som nævnt i indledningen, har jeg for nylig genlæst Snøvsen og jeg var glad for at opdage, at den er mindst lige så god, som den var, da min far læste den højt for mig i sin tid. Snøvsens store styrke er humoren, der ligger gemt i de mange underfundige, sære og til tider meningsløse talemåder, som skaber undren for barnet og bevidstgør den voksne om det fjollede i sproget. Snøvsen er perfekt til de dage, hvor familien har brug for et godt grin.







Mumitrolden af Tove Jansson

Den anden bog jeg anbefaler er Mumitrolden. Her viser jeg Mumitrolden -De tre næste romaner, men det kunne være en hvilken som helst Mumi-fortælling, da de alle besidder samme styrke – nemlig, at Mumitrolden kan læses på så uendeligt mange planer. Der tales til børnene (og de voksne) i et voksent sprog og ved at indsætte komplekse problemstillinger og menneskelige stereotyper i et Mumiunivers, bliver det muligt for både børn og voksne at overveje eksistentielle temaer og menneskelig adfærd på ’sikker’ afstand, som gør det til den perfekte ferielæsning med tid til efterfølgende snakke og de spørgsmål, der måtte opstå.


Vinden i Piletræerne af Kenneth Grahame


Den tredje anbefaling er endnu en storfavorit fra barndommen. Muldvarp, Grævling, Tudse og alle de andres liv og eventyr ved flodbredden og i vildskoven, skaber både den rette efterårsstemning i fortællingens indhold og dens illustrationer. Som med Mumitrolden indbyder Vinden i Piletræerne ligeledes til snakke om tolerance, om at rumme både skøre tudser, godhjertede grævlinger og nervøse muldvarper og om dybe venskaber på trods af forskellighed.


Skammerens datter af Lene Kaaberbøl

Skammerens datter har alle dage været min go-to bog, når jeg manglede materiale til undervisningen. Den har så mange kvaliteter, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte, men vigtigst for denne lille efterårslæseanbefaling er, at den er noget af det mest velegnede til højtlæsning. De kraftfulde replikker, når Dina tvinger nogen til at se ind i hendes skammerøjne kan med den rette oplæser skabe en nærværende historie så levende, at lytteren blot skal lukke øjnene og lade en indre film vise sig. Jeg har endnu ikke mødt nogen, hverken børn eller voksne, som ikke med det samme falder pladask for Kaaberbøls skammerunivers.


Træet, dyrene og os af Hanne Kvist


Der skal selvfølgelig også være noget for de allermindste. Igen har jeg taget udgangspunkt i en børnebog, som den voksne også får noget ud af at læse, og som i allerhøjeste grad indbyder til en god snak. Hanne Kvist inviterer til filosofiske spørgsmål i børnehøjde, når hun præsenterer dumme regler, som alle følger, men ingen vil kendes ved. Det er ikke kun fortællingen, der gør den træhøje bog veloplagt til en efterårsdag, også det kunstneriske udtryk emmer af efterårsferie med dets gyldne efterårsfarver og stormfulde vejr.






Harry Potter af J.K. Rowling

Den sidste anbefaling er ikke min egen, men en, som alle andre giver mig hele tiden. Ikke at have læst Harry Potter må være min største litterære (skamfulde) bekendelse, og I kan sikkert forestille jer de udbrud, der følger med den indrømmelse fra en ellers ivrig læser. Harry Potters magiske verden egner sig (efter sigende) perfekt til den fordybelse en efterårsferie levner plads til, og I kender sikkert allerede de mange undersøgelser, der viser, at Harry Potter-læsere er mindre fordømmende overfor samfundets marginaliserede grupper og generelt mere empatiske end gennemsnittet. Det er da om noget en god grund til at lade sig lulle ind i Potter-universet i ferien. Og en anden grund er selvfølgelig også den store HarryPotter Festival, som Odense Bibliotekerne skyder i gang d. 19. oktober.


Hvad skal du læse i efterårsferien? 
Og er der nogen, du skal læse højt for?

Byen på Odense Teater

Pressebillede fra Odense Teater af fotograf, Emilia Therese.

[Sponsoreret/pressebilletter fra Odense Teater]
HVOR OG HVORNÅR
Værkstedet, Odense Teater 
28. sep. - 28. okt. 2017

PRISER

Fra 95 - 190 kr.

VARIGHED

Ca. 1 time og 40 min. (der er ingen pause)
MEDVIRKENDE
Clara: Natalí Vallespir Sand, 
Chris: Claes Bang,
Jenny: Louise Davidsen
Pigen: Johanna Andersen Wellejus / Alberte Guldager Larsen (skiftevis)
OVERSÆTTELSE+  ISCENESÆTTELSE 
Peter Dupont Weiss

SCENOGRAFI 
Mie Riis

LYSDESIGN 
Elroy Villumsen

LYDDESIGN 
Ida Jacobsen

DRAMATIKER
Martin Crimp
-------------------------------------

Et juletræ i midten af en pæn stue med pæne hvide paneler og den rigtige gråblå farve på væggen, skulle sætte scenen for gårsdagens teateroplevelse. Den smukke Natalí Vallespir Sand indtog scenen i sit smarte og feminine kvinde-med-styr-på-sit-liv-outfit, hvor hun nynnende tilføjede julekugler til det perfektpyntede juletræ. Det var tydeligt for alle i salen, at vi så på en kvinde, der lever det liv, vi selv (i smug) går og drømmer om – et liv hvor hjemmet altid ligner midtersiden i et boligmagasin, hvor juletræet lige så godt kunne kunne indgå i juletillægget, og hvor hun selv og hendes perfekte outfit kunne være månedens forside af Elle.

Ikke længe efter får Claes Bang afbrudt idyllen, da han kommer hjem fra arbejde og ser lettere brugt ud. De to er et par i ordets traditionelle forstand, de deler tilværelsen i form af hjem og rutiner, men deler de også deres inderste – det, der får et par til at være sjæleligt forbundet? Forbindelsen er i al fald ikke fysisk, og kvinden, som gerne vil – og ikke vil – kysses, synes at længes efter mere (og måske bedre) i livet.
Hver især fortæller de om deres dag, men hvem fortæller de til? Og er der egentlig nogen, der lytter? Kvinden, som er en succesfuld oversætter, har lige mødt en af sine forfattere. Hendes forfatterfascination er stor, og når hun taler med sin mand, gør hun det klart, at alle med forstand på litteratur (ikke ham) ved, hvad hun taler om. Man fornemmer en kvinde med overtaget og da manden fortæller, at han lige har mistet sit job, indser vi, at en stille intim magtkamp skal udspilles i det lille hjem, hvor manden nu kæmper for at holde fast i sin position som stærk mand, der kan forføre sin kvinde og skaffe brød på bordet.
Der refereres ofte til børnene, men hvem er de larmende børn og hvorfor hænger historierne om dem ikke sammen? Det er genboen Jenny, som spilles uhyggeligt godt af Louise Davidsen, der er træt af råben og skrigen fra haven og i sit forsøg på at brokke sig, får hun fortalt makabre historier og afsløret sin bizarre og halvuhyggelige eksistens. Publikum præsenteres kun for en enkelt lille pige, som dog leverer en præstation stærk nok til at  tælle for to.
De fleste samtaler mellem stykkets hovedpersoner fører til kraftfulde vredesudbrud, og Natalí Vallespir Sand og Claes Bang leverer rollerne som par med en intensitet og styrke, som både overbeviser publikum om, at de overværer faktiske  fuldblodsskænderier, og som samtidig giver en pudsig, men også tragikomisk eftersmag af genkendelighed.


Pressebilleder fra Odense Teater af fotograf, Emilia Therese.

Byen er et moderne teaterstykke, som påbyder sit publikum at reflektere over det senmoderne individs behov for personlig frihed og en omstillingsparathed så stor, at det altid overvejer, om ikke der findes mere, bedre og større ting i livet, end dem, der viser sig for det nu.
Stykkets store styrke må siges at ligge i skuespillernes overbevisende præstation, som vækker den genkendelse, det kunne høres, der blev hvisket om i krogene og talt om efterfølgende. Jeg selv fandt ubesværet en identificerbar karakter i kvinden, spillet af Natalí Vallespir Sand, og jeg ved, at min kæreste kunne genkende sider af sig selv i Claes Bangs' figur. Sammen måtte vi grine lidt, men også forarges, af de mange overlap mellem scenens par og egne dagligdagsdiskussioner, som vi var overbeviste om, var vores alene.
Alt i alt var det en fantastisk aften og en intens oplevelse, som helt bestemt er en anbefaling værd!

-------------------------------------

Sidste mulighed for at komme ind og se Byen er lørdag d. 28. oktober, hvor de spiller kl. 16.00. Du kan booke din billet lige her.


Søndagscitater




“Madlavningsevner er ikke forudinstalleret i 
vaginaen. Madlavning er noget, man lærer.”


fra Brev til en nybagt forælder af Chimamanda Ngozi Adichie


Udvalgt af Maria fra Book me up, Scotty!, fordi det både er sjovt og sandt.


-----------------------------------------

Alle der har lyst til at byde ind med kommende søndagscitater kan skrive på bookmeupscotty@gmail.com, hvor det tydeligt skal fremgå:


  • Hvad citatet er (“citat”)
  • Hvor citatet er fra (bog og forfatter)
  • Evt. begrundelse
  • Evt. navn og link til blog

lørdag den 14. oktober 2017

Boganmeldelse: Træet, dyrene og os af Hanne Kvist

[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Gyldendal, men den anbefalelsesværdige bog kan også erhverves lige her til DKK 255,- 
Titel: Træet, dyrene og os
Forfatter: Hanne Kvist
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 32
Forlag: Gyldendal

Hanne Kvist inviterer til filosofiske spørgsmål i børnehøjde, når hun præsenterer dumme regler, som alle følger, men ingen vil kendes ved.
 Midt i skoven sidder børnene og spiller Matador med dyrene. Dyrene keder sig lidt, for det er et langt spil, og de vil hellere løbe stærkt og springe højt. Men reglerne er, at man spiller til der er bygget hoteller på alle grundene. Dyrene brokker sig lidt, mens børnene forsøger at holde styr på spillet, så det hele kan gå rigtigt til. Ræven har Rådhuspladsen, men hvem har nu Hvidovrevej? I regn og blæst forsøger børnene at holde styr på spilleplade og regler, men ud af det blå dukker et træ op, og det må de altså ignorere, for et træ kan ikke bare sådan dukke op. Et træ kan jo kun stå stille. Træet er ikke meget for at blive ignoreret og sammen med de andre træer begynder det at rasle og larme. Det gør børnene og dyrene sure, for det forstyrrer deres kedelige spil gevaldigt, og i øvrigt bryder det med reglen om, at træer står stille. Fordi træet er anderledes får det ikke lov til at lege med, dets deltagelse ville ikke blot bryde med spillets regler, det ville bryde med virkelighedens regler, og hvis det alligevel bare skal stå stille, så gider det slet ikke. Og først da elgen går med til at lege med på træets præmisser, brydes både reglen om at spille til der er hoteller på alle grundene, men også alle regler om at træer skal stå stille. Hvordan det hele ender skal jeg ikke afsløre her. Men hvad jeg derimod kan afsløre er, at Træet, dyrene og os er en abstrakt, men bemærkelsesværdig fortælling om accept – både uovervejet accept af vanetænkning og regler, men også accept af det, der bryder med reglerne – af det der er anderledes. Det er filosofi i børnehøjde, og med en spørgelysten voksen ved sin side, vil bogen opmuntre børn til at tale om alle de mange mærkelige regler, der er i verden, og hvem der bestemmer alting. Bogens smukke illustrationer er holdt i en barnlig streg og trykt på tykke sider, som vil holde til uendelige højtlæsninger, og jeg kan afsløre at bogen, udover at være velegnet til højtlæsning for de mindste, også er anvendelig, når den fuldvoksne mand på 36 skal lulles i søvn. En sød og smuk bog, som fortjener fuldt hus.


torsdag den 12. oktober 2017

Har du husket at stemme?

I morgen er det sidste chance for at stemme sin yndlings bogblog videre til finalen til Danish Book Blog Award. Du kan stemme på din favorit lige her.

Boganmeldelse: Alias Grace af Margaret Atwood

[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof, og bogen kan blandt andet købes på Saxo, som sælger den til DKK 219,- lige her.
Titel: Alias Grace
Forfatter: Margaret Atwood
Udgivelsesår: 2017 (genudgivelse)
Sideantal: 550
Forlag: Lindhardt og Ringhof

I anledning af at Netflix’ filmatisering af Alias Grace som tv-serie, genudgiver Lindhardt og Ringhof Atwoods 20 år gamle fortælling om mysteriet om Grace Marks i en ny lækker udgave.
I 1843 anklages den 16-årige Grace Marks for mordet på mr. Thomas Kinnear – en gentleman af fin skotsk familie – samt hans tjenestepige og elsker, Nancy Montgomery. Her, 16 år efter, fortæller Grace sin historie til den unge dr. Jordan, som specialiserer sig i mentale lidelser og som i tråd med sin samtids eksperter, forsøger at aktivere Graces underbevidsthed, ved at gennemgå selv hendes tidligste erindringer, hendes følelser og de drømme, der kommer til hende om natten. Dr. Jordan er – i modsætning til de læger, Grace tidligere har været udsat for – sympatisk og åben for det, hun har at fortælle, og han bliver da også lettere overrasket, da han ser at det vilddyr, han er blevet advaret imod snarere ligner en høflig, veltalende og velsoigneret kvinde. Graces hukommelse synes at være intakt da hun fortæller om, hvordan hun og familien, i håbet om et bedre liv, begav sig ud på en livsfarlig rejse fra Irland til Canada, da hun var 13 år gammel. Hun erindrer og fortæller vidt og bredt om sin barndom og om de forskellige husholdninger, hvor hun har gjort tjeneste i sine unge år, men hun påstår, at hun intet husker om mordene på Kinnear og Montgomery. Det skal derfor blive Dr. Jordans store mission at finde ud af, hvad der hændte den dag i Kinnear-husholdningen, og forhåbentlig også bevise den nu 45-årige kvindes uskyld.
Alias Grace er Margaret Atwoods bud på en sammenhængende fortælling om den virkelige historie om Grace Marks, en kvinde som blev berømt og berygtet i både Canada, Amerika og England, fordi hun med sit kønne ansigt og unge alder ikke lignede det, man forbandt med en morder.
Forfatteren har haft gang i et imponerende kildehistorisk arbejde, og faktisk ansatte hun forskere på begge sider af Atlanten til at finde informationer om Grace Marks, og lovede dermed også sig selv, at hun ville være tro mod alle de informationer, der kunne opspores og blot udfylde de tomme pladser – som dog viste sig at være mange. Hun fortæller, hvordan hun selv vekslede mellem det ene øjeblik at tro på Graces uskyld og det næste være overbevist om, at hun var skyldig, hvilket du kan læse meget mere om i denne artikel. Atwoods evne til at blande fakta med fiktion er beundringsværdig, og det fiktive levendegøres ved hjælp af passager fra datidens tidsskrifter og faktiske retsjournaler, som indleder hvert afsnit.
Jeg var ikke fanget fra første færd, som jeg var det med Tjenerindens fortælling, og de to bøger er så langt fra hinanden, at det er imponerende, at det er samme forfatter, der står bag. Faktisk måtte jeg godt 200 sider ind i Alias Grace før jeg for alvor oplevede, at den tog fart, og at jeg var sulten efter mere. Jeg var overrasket over, at det der fyldte for mig og gjorde det til en god læseoplevelse, ikke så meget var selve opklaringsarbejdet (var hun skyldig eller ej?) – I stedet var jeg i langt højere grad opslugt af de mange grundige, næsten filmiske, beskrivelser af en tid, der var engang. Beskrivelserne i samspil med en helt eminent sproglig indsigt og fornemmelse for 1800-tallets tankegang og samfundsmønster, bidrog til at tage mig tilbage i tiden, når Grace afbildede de husholdninger, hun havde gjort tjeneste i, fortalte om de klæder hun selv og andre iklædte sig eller om de mange quilter, hun brugte lang tid på at sy til sine arbejdsgivere.

Til rejsen havde jeg iført mig mit pæne sommertøj. Jeg havde en kysehat af strå, pyntet med et blåt sløjfebånd fra Marys skrin, og min kappe under den; og en kalikokjole med de dråbeformede ærmer, som var ved at gå af mode dengang, men jeg havde ikke haft tid til at sy den om; den havde engang været rødprikket, men var falmet i vask til lyserød, og jeg havde fået den som en del af min løn hos familien Coates. To underskørter, det ene med en flænge, men pænt lappet, det andet for kort nu, men hvem fik det at se? En bomuldschemise og et snøreliv, brugt, fra kræmmeren Jeremiah, og hvide bomuldsstrømper, stoppede, men langt fra udtjente. Fra skomageren mr. Watson skoene, som ikke var den bedste kvalitet og ikke passede, da de bedste sko kom fra England. Et sommersjal af grønt musselin og et tørklæde, jeg havde arvet efter Mary, som havde været hendes moders – en hvid bund påtrykt små blomster, jomfruer i det grønne, og foldet i en trekant og båret om halsen for at holde solen borte og forhindre fregner. Det var en trøst at have dette minde om hende. Men jeg havde ingen handsker. Ingen havde nogen sinde givet mig nogen, og de var for dyre for mig at købe.

Rent sprogligt er bogen i en liga for sig, og læseren vil opleve, hvordan ord som slig og ikkun pludselig indgår som en del af det indre ordforråd, der gør det muligt at tænke og dagdrømme.
Det lykkes naturligvis også Atwood at stille skarpt på kvindens rolle i samfundet, og selvom Grace accepterer og velvilligt indtager den forventelige kvindelige position, er det muligt at læse Atwoods kritik mellem linjerne, og læseren er ikke i tvivl om forfatterens ståsted.

Det er ikke en roman, som bare læser sig selv. Den kræver lidt ekstra af sin læser, både i forhold til det sproglige, men også i forhold til de lange afsnit uden dramatiske begivenheder. Jeg anbefaler den på det varmeste til alle med hang til historiske romaner, generel interesse for historiske begivenheder og i særlig grad til sprognørden, som ikke kan få nok af lange, smukke beskrivelser fortalt i et autentisk sprog. Hvis ikke det var fordi, jeg oplevede sådan en træg opstart, skulle bogen helt sikkert have haft fem kopper, men på baggrund af de hårde indledende 200 sider, slipper den altså “kun” afsted med fire kopper kaffe.